Ligesom mennesker med udviklingshæmning er i høj risiko for at udvikle mistrivsel og somatiske sygdomme (jf. artikel om livskvalitet), får de hyppigere en diagnose på en sindssygdom end mennesker uden udviklingshæmning. Psykiske lidelser forekommer to til tre gange oftere hos mennesker med udviklingshæmning end hos den øvrige befolkning. Halvdelen af mennesker med udviklingshæmning får psykofarmaka på recept, og psykisk sygdom ses oftest hos personer med en sværere grad af eller sværeste grad af udviklingshæmning. De diagnoser, der særligt gives til mennesker med udviklingshæmning, er:
- Autisme
- Udviklingsforstyrrelser
- Adfærdssyndromer (fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer)
- Adfærdsforstyrrelser og følelsesmæssige forstyrrelser
- Skizofreni og paranoide lidelser
- Neurotiske, belastningsrelaterede og somatoforme lidelser
Risiko for kormorbiditet
Der er en øget sandsynlighed for komorbiditet hos personer med udviklingshæmning – det vil sige, at der er risiko for to eller flere uafhængige lidelser på samme tid hos et menneske. De er især disponeret for somatiske sygdomme og mentale lidelser, som kan forekomme samtidigt med udviklingshæmningen. Forklaringerne på komorbiditeten kan være komplekse, men generelt skyldes den genetiske, sociale, miljørelaterede og livsstilsmæssige faktorer. Derudover er manglende tilgængelighed til sundhedssystemet samt oplysning om sundhed og livsstil også faktorer, der kan føre til komorbiditet. Det er en udfordring, at mange mennesker med udviklingshæmning ikke selv opdager eller kan udtrykke, at de har sundhedsudfordringer eller føler sig dårlige, og ofte udvikler de fysisk og psykisk mistrivsel, fordi det ikke opdages og de ikke får den nødvendige behandling. Derfor er det en vigtig opgave for fagpersonalet omkring borgerne at følge op på, hvordan det går dem og støtte op omkring egenomsorgen, når de kommer i behandling for, at de kan opnå et bedre fysisk og mentalt helbred.
Råd til pårørende og fagpersonale
Som nævnt ovenfor modtager mange borgere med udviklingshæmning psykofarmaka, fordi de udviser problemskabende adfærd, som er så alvorlig, at den skader deres egen eller andres livskvalitet, sundhed eller tryghed og er så hyppig, alvorlig og kronisk, at der er behov for medicinering. Det kan i mange tilfælde være nødvendigt at dæmpe den problemskabende adfærd med medicin, men det er også nødvendigt at undersøge de bagvedliggende årsager til adfærden og afprøve, om metoder til at reducere problemskabende adfærd med har en positiv effekt på borgeren (jf. artikel om problemskabende adfærd).
Det er vigtigt, at fagprofessionelle og pårørende tilegner sig viden om den psykiske lidelse og hvilken adfærd og symptomer, der kan følge med. Når omgivelserne har forståelse for sygdommen, vil det være lettere at støtte den syge med at leve med sin sygdom og give ham eller hende det, som der er behov for. Det er vigtigt, at kommunikationen er anerkendende – for en positiv og kærlig kommunikation kan have en beskyttende effekt, mens kritik, fjendtlighed og følelsesmæssig påvirkning kan medvirke til forværring af situationen/tilstanden. Derfor bør borgerne mødes med indlevelse, omsorg og respekt og så vidt muligt med en forstående, neutral og positiv holdning uanset, hvordan den psykisk syges tilstand er.
