Videnscenter for Problemskabende Adfærd har hørt senioranklagere Malene Christensen og Nana la Cour fra henholdsvis Statsadvokaten i Viborg og i København tale om strafferetlige foranstaltninger for mennesker med udviklingshæmning. De omsatte kompleks jura til et forståeligt sprog og gav en fyldestgørende redegørelse for, hvad der sker, når mennesker med udviklingshæmning dømmes for kriminalitet.
Fra mentalundersøgelse til foranstaltningsdom
Når en person med mental retardering begår kriminalitet, gives der en foranstaltningsdom i stedet for en almindelig fængselsstraf. En foranstaltning er rammen for den dømte og myndigheden, og den bestemmer, hvem der fuldbyrder dommen og fører tilsyn med den. For at vurdere, om personen har mental retardering, foretages der som led i efterforskningen en mentalundersøgelse, som fx suppleres af sagsakter fra myndighederne, psykologiske samtaler, en funktionsniveauvurdering og en eventuel sagsforelæggelse for Retslægerådet. Mental retardering skal som regel have fundet sted i de første leveår, men nogle gange kan mennesker med tabte evner efter fx en hjerneblødning, trafikulykke, demenslignende sygdomme eller sindssygdomme høre til kategorien, selvom det er mange gråzoner.
Når sagen har været forelagt for Anklagemyndigheden, rejses der tiltale, formuleres en påstand og myndighederne høres, før dommen afsiges i retten. Ifølge straffelovens § 26, stk. 2 straffes mennesker med mental retardering som hovedregel ikke, medmindre der er særlige undtagelser, der taler for straf. I stedet gives der en foranstaltningsdom.
Udgangsbestemmelser for domfældte udviklingshæmmede
For domfældte udviklingshæmmede borgere er der fastsatte vilkår for den pågældende dømte borgers færden under udgang. Borgerens adgang til at forlade boformen afhænger af domstypen og vilkårene.
Udviklingshæmmede borgere med domstype 1, 2 eller 3, som er boende på bostedet, må ikke forlade stedet uden tilladelse. Ved domstype 4, hvor borgeren er dømt til anbringelse på et botilbud, er han eller hun ikke omfattet af reglerne i udgangsbekendtgørelsen.
Hvis den dømte udviklingshæmmede borger er tilladt udgang, gælder her forskellige bestemmelser alt efter hvilken domstype der gælder for borgeren. På Sirius fører vi protokol over udgangen for de domfældte udviklingshæmmede borgere, der er anbragt hos os og som er underlagt udgangsbekendtgørelsen. Her noterer vi, hvornår udgangen er givet samt tidspunktet for udgang og hjemkomst.
De fem typer foranstaltningsdomme
Der findes fem typer foranstaltningsdomme for mennesker med mental retardering:
- Type 1: Dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske handicap.
- Type 2: Dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at domfældte efter bestemmelse fra kommunen skal overføres til sikret afdeling.
- Type 3: Dom til anbringelse i institution over for personer med vidtgående psykiske handicap.
- Type 4: Dom om tilsyn fra kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndigheden kan træffe bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
- Type 5: Dom om tilsyn fra kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde.
Særvilkår og de medfølgende dilemmaer
Der kan høre særvilkår til foranstaltningsdommen, og det kan eksempelvis være opholdsforbud, kontaktforbud, sexologisk behandling og overvåget internet- og telefonadgang, men krav om psykiatrisk behandling eller misbrugsbehandling kan kun stilles ved domstype 4-5, da de kan visiteres efter behov ved domstype 1-3. Det kan dog give anledning til udfordringer, hvis borgeren ikke er motiveret for behandling og at den er nødvendig i forhold til kriminalitetsforebyggelse. I dette tilfælde er det vigtigt, at Statsadvokaten underrettes. Malene Christensen og Nana la Cour oplever, at der kommer mange spørgsmål fra kommunerne vedrørende særvilkår om fx alkoholindtag, besøg og udgange, som rejser mange dilemmaer, idet serviceloven ikke altid passer til målgruppen. Eksempelvis kan dommeren have bestemt, at der er udgangsforbud, men hvor serviceloven forbyder personalet at lægge den dømte i benlås eller tilbageholde vedkommende. Den juridiske ramme passer derfor ikke altid til botilbuddene, og der mangler eksempelvis magtbeføjelser i serviceloven.
Længstetider
Som udgangspunkt er der en fem års længstetid ved foranstaltningsdomme, men de kan forlænges ved særlige omstændigheder, og der er ingen længstetid ved drab, røveri, frihedsberøvelse, brandstiftelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler, voldtægter eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller forsøg på en af disse forbrydelser. Ifølge Nana la Cour kan længstetider ikke justeres i en foranstaltningsdom, og derfor skal sagen altid for en dommer igen, hvis der er behov for ændringer i varigheden.
Kommunens store ansvar
Det er udelukkende kommunens ansvar at fuldbyrde foranstaltningsdommen og at føre tilsyn med den, og det overordnede formål er, at der ikke begås ny kriminalitet. Hvis et tilsyn ikke kan gennemføres eller opretholdes, må tilsynsmyndigheden (kommunen) fx optimere tilsynet, udnytte dommens muligheder eller anbefale ændring eller skærpelse af dommen overfor Statsadvokaten. Det kan være komplekse sager at få i hånden for en socialrådgiver, der pludselig står med kriminelle borgere, der er dømt efter straffeloven, men som stadig skal tilbydes omsorg og støtte gennem serviceloven.
Udfordring at finde rette botilbud
I straffeloven står der ikke henvisning til bestemte institutionstyper (fx et §108-tilbud), når domstype 1-5 afgives, og kommunerne må tit navigere i krydsfeltet mellem serviceloven og straffeloven. Ofte leder kommunerne med lys og lygte efter de rette botilbud, og det kan være udfordrende, da der hyppigt mangler §108-tilbud, særligt i de små kommuner, og mange borgere, der skulle have haft et §108-tilbud, får i dag et §105-botilbud. Der er mange problematikker i forhold til match med botilbud, og det bør italesættes over for det kommunale system, da kommunerne ikke kan lade være med at give en foranstaltningsdom, hvis der mangler relevante botilbud. Der er endvidere et stort pres på Danmarks eneste lukkede institution for mennesker med mental retardering, Kofoedsminde, pga. overbelægning. Mange kommuner sender ofte borgere dertil i manglen på tilbud, og Kofoedsminde forsøger ofte at lempe på dommene og overføre borgerne tilbage til kommunerne. Denne udfordring er en arbejdsgruppe fra Social- og ældreministeriet ved at undersøge nærmere.
Ingen frister for fuldbyrdelse
Malene Christensen pointerer, at loven ikke har frister for fuldbyrdelsen af en foranstaltningsdom, og mangler der relevante botilbud, kan der gå længe, før en borger placeres i en institution. Det kan give anledning til mange udfordringer, når personfarlige borgere ikke er placeret i de rette rammer – eksempelvis kan en person uden psykisk sygdom være indlagt på psykiatrisk afdeling og være truende, men ikke høre hjemme blandt mennesker med psykisk sygdom. Hun påpeger, at udfordringen skal italesættes overfor det kommunale system og tages mere alvorligt. Det er vigtigt, at kommunerne ved, hvor mange pladser, der er behov for, da de ikke kan lade være med at give en foranstaltningsdom i manglen på relevante botilbud. Det er endvidere problematisk, at kommunerne ikke samarbejder mere på tværs om match at botilbud, idet kommunerne som regel leder efter tilbud inden for egne kommunegrænser. Refusion mellem kommunerne er en stor problematik, og dette bør drøftes på politisk niveau, så kommunernes økonomi ikke er en barriere i forhold til at placere en borger i et relevant tilbud.
Samarbejdet mellem kommunerne og Statsadvokaten
Tilsynet, som udføres af kommunerne, har det formål at undgå, at borgeren begår ny kriminalitet – og i hele perioden skal der samarbejdes med Statsadvokaten, som bl.a. skal modtage årlige rapporter, underrettes, hvis tilsynet ikke kan gennemføres og ansøges, hvis foranstaltningen skal ophæves, ændres, opretholdes, forlænges eller udløbe. Statsadvokaten skal også kontaktes vedrørende udgange, og der er mange ting at tage hensyn til i vurdering af udgange. Nana la Cour anbefaler en langsom optrapning af udgange: Eksempelvis bør en dømt kvinde fra Jylland, som ikke selv har taget toget før, ikke besøge en ekskæreste alene i København i tre dage, og en tidligere brandstifter bør ikke se fyrværkeri i Tivoli eller en tidligere seksualforbryder bør ikke besøge i Lalandia. Det er også vigtigt at sikre, at den, der tager imod besøg af borgeren, er i stand til at føre opsyn og holde øje med, at borgeren ikke stikker af eller begår ny kriminalitet.
Nana la Cour og Malene Christensen oplever en svingende kvalitet i kommunernes tilsynsarbejde, og de planlægger at udgive en vejledning til kommunerne for at styrke samarbejdet. De understreger derfor, at anbefalinger til Statsadvokaten bør være tydelige og relateret til kriminalitetsforebyggelse; hvad er det, man vil opnå med en foranstaltning, hvad er det, der ikke virker, og hvorfor har kommunen ikke har nok værktøjer? Den gode udtalelse fra en kommune til Statsadvokaten bør derfor bygge på:
- Den forløbne tid – den aktuelle tilstand og de aktuelle forhold
- En vurdering af recidivrisiko (tilbagefaldsrisiko), såfremt dommen ophæves/udløber
- En anbefaling: Skal foranstaltningen ophæves/ændres/opretholdes/forlænges eller udløber den?
- En beskrivelse af:
- Sociale forhold, bopæl, forsørgelse, netværk
- Skift (flytning, arbejde, behandling, dødsfald) og reaktion
- Støtteforanstaltninger
- Diagnose, evt. ændringer, somatiske og psykiatriske sygdomme
- Misbrug
- Udvikling
- Adfærd (fx aggressiv og grænseoverskridende)
- Magtanvendelser
- Udgangsforløb
- Ny kriminalitet, herunder tiltalefrafald.
Behov for ændring af domstype
Hvis kommunerne oplever, at den fastsatte dom ikke forhindrer borgeren i at begå ny kriminalitet, er det vigtigt at udtale sig til Statsadvokaten om bekymringerne og at involvere Politiet. Det kan fx vise sig, at domstype 4 ikke er stor nok en ramme en borger, og at sagen skal for en dommer med henblik på domsændring. Statsadvokatens vigtigste opgave er at klæde dommeren ordentligt på et til at træffe en god afgørelse, og derfor er det vigtigt at beskrive, hvordan det er gået borgeren, om der har været ny kriminalitet, hvordan vedkommende bor, hvordan personen forsørger sig, hvor ofte der er dialog, om der er diagnoseændring eller misbrug, om der har været magtanvendelser og hvordan udgange har fungeret. Det afgørende er at lave en fyldestgørende beskrivelse af borgerens forløb, så dommeren kan træffe den rette afgørelse.
