Et hjem med plads til både privatliv, fællesskab og selvstændighed
På Sirius Holberggård bor den enkelte i sin egen bolig med mulighed for både privatliv, ro og deltagelse i fællesskabet. Vi lægger vægt på, at boligen opleves som borgerens hjem. Det er et sted, hvor den enkelte kan føle sig tryg, sætte sit eget præg og trække sig tilbage, når der er behov for det, samtidig med at fællesskabet altid er tæt på i overskuelige rammer.
Hverdagen tager udgangspunkt i den enkelte beboers ønsker og behov. Nogle finder ro i egen bolig, mens andre trives med aktiviteter, samvær eller fælles oplevelser. Der er plads til begge dele, og støtten tilpasses løbende den enkelte.
Hverdagslivet kan blandt andet bestå af fælles måltider, gåture i naturen, kreative aktiviteter, madlavning eller tid til egne interesser. Målet er at skabe en hverdag med nærvær, selvbestemmelse og meningsfulde fællesskaber, hvor den enkelte oplever tryghed og mulighed for udvikling.
Vi støtter den enkelte i hverdagens almindelige gøremål og arbejder med ADL ud fra borgerens ressourcer, ønsker og udviklingsmål. Det kan bl.a. være støtte til madlavning, tøjvask, døgnrytme, indkøb og andre praktiske gøremål. Støtten har altid fokus på deltagelse og størst mulige selvstændighed. På den måde bliver Holberggård både beboerens hjem og base for tryghed, samtidig med at det bliver en platform for udvikling med udgangspunkt i livskvalitet og indflydelse på eget liv.