Personlighedsforstyrrelser hos personer med intellektuelle udviklingsforstyrrelser
Hvad er personlighed og personlighedsforstyrrelse?
Personligheden kan beskrives som et individs særlige mønster af måder at tænke, føle og handle på i forskellige situationer over tid. Den afspejler både medfødte træk og erfaringer fra samspillet med en persons omgivelser og relationer. Tidligere anså man personligheden som en relativt stabil og uforanderlig størrelse, men nyere forskning peger på, at personligheden i et vist omfang kan udvikle sig gennem livet, eksempelvis som følge af ændrede livsomstændigheder og gennem relationer.
En personlighedsforstyrrelse er en psykisk tilstand, hvor personens vedvarende mønstre for tænkning, følelsesliv og adfærd afviger markant fra, hvad der betragtes som normalt i den kultur, personen lever i. Disse mønstre viser sig ofte som uhensigtsmæssige måder at reagere på i sociale sammenhænge og kan medføre betydelig belastning for personen selv og/eller for omgivelserne. Personlighedsforstyrrelser er desuden karakteriseret ved en gennemgribende forstyrrelse i den måde, personen opfatter sig selv, andre mennesker og verden omkring sig på.
I psykologien beskrives personligheden ofte gennem femfaktormodellen, som omfatter træk som neuroticisme, samvittighedsfuldhed, udadvendthed, venlighed og åbenhed for nye erfaringer. En personlighedsforstyrrelse kan opstå, når kombinationen af disse træk bliver usædvanlig, altså hvis en person scorer meget højt eller lavt på flere af faktorerne.
Årsager og risikofaktorer
Udviklingen af en personlighedsforstyrrelse er kompleks og skyldes samspillet mellem genetiske, biologiske og miljømæssige faktorer. Forskningen peger på, at arvelighed spiller en betydelig rolle, men at kvaliteten af de tidlige relationer i barndommen er mindst lige så vigtig. Særligt negativt præget samspil med forældre eller omsorgspersoner, emotionel utilgængelighed, tab, overgreb eller gentagende omsorgssvigt øger risikoen for senere at udvikle personlighedsforstyrrelse. Det er dog sjældent én enkelt hændelse, der fører til en forstyrrelse, men snarere et mønster af langvarige negative oplevelser kombineret med en persons individuelle sårbarheder, der ligger til grund for udviklingen af personlighedsforstyrrelsen.
Personlighedsforstyrrelser hos personer med kognitive udviklingsforstyrrelser
Hos personer med kognitive eller intellektuelle udviklingsforstyrrelser kan personlighedsforstyrrelser godt forekomme, men diagnosticeringen er vanskelig og omdiskuteret. Personligheden hos mennesker med nedsat kognitiv funktion udvikles ofte på andre præmisser end hos neurotypiske personer, og det kan derfor være vanskeligt at afgøre, om et adfærdsmønster er udtryk for en personlighedsforstyrrelse eller for selve udviklingsforstyrrelsen.
Generelt kan diagnosen personlighedsforstyrrelse ikke stilles hos personer med svær eller dyb intellektuel udviklingsforstyrrelse, fordi deres personlighed ikke anses for at være ”moden” nok. For personer med mildere grader af intellektuelle udviklingsforstyrrelser kan diagnosen personlighedsforstyrrelse godt stilles, men først efter, at personen er fyldt 21 år.
Personer med intellektuelle udviklingsforstyrrelser har desuden en øget risiko for at havne i grænseoverskridende eller traumatiske situationer, fordi de kan have vanskeligt ved at sætte eller fastholde egne grænser. Gentagne oplevelser af overgreb, afvisning eller manglende forståelse fra omgivelserne kan føre til følelsesmæssige belastninger og uhensigtsmæssige mestringsstrategier, som f.eks. selvskade eller impulsiv adfærd. Disse mestringsstrategier kan i nogle tilfælde tolkes som tegn på personlighedsforstyrrelse, selvom de i virkeligheden er reaktioner på vedvarende belastninger og vanskeligheder ved at forstå og håndtere følelser.
Typer af personlighedsforstyrrelser
Der findes flere typer personlighedsforstyrrelser, som adskiller sig ved de mest fremtrædende træk:
- Paranoid personlighedsforstyrrelse er præget af mistillid og tendens til at tolke andres handlinger som fjendtlige eller foragtfulde.
- Skizoid personlighedsforstyrrelse viser sig ved social tilbagetrækning og følelsesmæssig kølighed; personen foretrækker at være alene.
- Narcissistisk personlighedsforstyrrelse kendetegnes af overdrevet selvoptagethed, behov for beundring og manglende empati.
- Dyssocial (antisocial) personlighedsforstyrrelse indebærer manglende samvittighed, impulsivitet og ligegyldighed over for sociale normer.
- Histrionisk personlighedsforstyrrelse er kendetegnet ved dramatiserende adfærd og et konstant behov for opmærksomhed.
- Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse (herunder borderline-type) indebærer voldsomme følelsesudsving, impulsivitet og frygt for at blive forladt.
- Tvangspræget personlighedsforstyrrelse viser sig ved overdreven perfektionisme, kontrol og optagethed af regler og orden.
- Ængstelig (evasiv) personlighedsforstyrrelse indebærer udtalt social angst og frygt for afvisning.
- Dependent personlighedsforstyrrelse er præget af afhængighedsbehov, lav selvstændighed og frygt for at miste relationer.
Der er betydeligt overlap mellem typerne, og mange personer udviser træk fra flere kategorier.
Diagnostiske og behandlingsmæssige udfordringer
At diagnosticere en personlighedsforstyrrelse hos en person med intellektuel udviklingsforstyrrelse kræver særlig forsigtighed. Det forudsætter, at man vurderer, i hvilket omfang adfærden er udtryk for vedvarende mønstre og ikke blot konsekvenser af begrænset kognitiv forståelse eller sociale færdigheder. Da personlighedsudviklingen hos denne gruppe ofte forløber anderledes og langsommere, kan vurderingen af, hvad der er ”afvigende”, være svær at fastlægge.
Personlighedsforstyrrelser bliver primært behandlet ved terapi. Tillid, stabilitet og forståelse er afgørende elementer, da mange personer med udviklingsforstyrrelser har haft negative erfaringer med relationer tidligere i livet. Langvarig samtalebehandling kan hjælpe personen til at udvikle bedre mestringsstrategier, øget selvforståelse og mere hensigtsmæssige måder at håndtere følelser og relationer på. I nogle tilfælde suppleres samtaleterapien med medicinsk behandling, især hvis der samtidig forekommer angst, depression eller selvskadende adfærd.
