Angst – og når angst møder autismespektrumforstyrrelser, ADHD og intellektuel funktionsnedsættelse
Angst er en helt almindelig reaktion, der hjælper os med at passe på os selv. Når den bliver vedvarende, overdreven eller begynder at spænde ben for skole, arbejde, relationer, hverdagsliv, taler vi om en angstlidelse. Hos nogle kommer angsten som tilbagevendende bekymringer og uro, hos andre som pludselige anfald, specifikke forbier eller en stærk social usikkerhed. De kropslige reaktioner kan være alt fra hjertebanken og åndenød til sved og svimmelhed og mavekneb; i tankerne fylder scenarier om det, der kan gå galt; og i adfærden sniger der sig undgåelsesstrategier ind, der på kort sigt dæmper ubehaget, men på lang sigt holder angsten ved lige.
Hvad dækker begrebet ”angst” over?
Angstlidelser rummer flere underformer, f.eks. generaliseret angst, panikangst, social angst, agorafobi og forskellige enkeltfobier. Det er almindeligt at genkende elementer fra flere undergrupper på én gang, og angstens sværhedsgrad kan variere fra mild til invaliderende.
Når angst og autismespektrumforstyrrelser overlapper
Mange børn, unge og voksne med autismespektrumforstyrrelser (ASF) kæmper med angst på et tidspunkt i deres liv. En del af forklaringen er, at sociale situationer og sanseindtryk kan være svære at tolke og regulere, og at uforudsigelighed i omgivelserne skaber utryghed. Strukturerede rammer, forberedelser før skift og tydelig visualisering kan derfor være med til at afhjælpe symptomerne på angst. Indimellem gøres der også brug af angstmedicin, men i langt de fleste tilfælde er det pædagogiske og miljømæssige tiltag, der skaber tryghed og forudsigelighed, som hjælper bedst på at dæmpe angsten.
Angst og ADHD
Mange med ADHD oplever også angst, og det hænger ofte sammen med måden, ADHD påvirker tanker, følelser og hverdagsliv. ADHD indebærer typisk udfordringer med at strukturere opgaver, huske aftaler, holde fokus og regulere energi- og aktivitetsniveau. Det kan betyde, at hverdagen ofte føles uforudsigelig og kaotisk, og at krav og deadlines kan opleves som meget overvældende. Når man igen og igen havner i situationer, hvor man mister overblik eller kommer bagud, kan det skabe en vedvarende følelse af pres og bekymring – hvilket er en stærk grobund for angst.
Derudover kan kropslige aspekter af ADHD, som høj indre uro og rastløshed, minde om eller forstærke angstens fysiske symptomer, så man hurtigere mærker hjertet hamre eller tankemylder. Samtidig kan angst føre til, at man undgår bestemte situationer eller opgaver, hvilket kan forværre ADHD-relaterede problemer som manglende opgaveløsning. På den måde kan de to tilstande indgå i en ond cirkel, hvor ADHD øger risikoen for angst – og angst gør ADHD-symptomerne sværere at håndtere.
Angst hos personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse
Personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse har markant større risiko for at udvikle angst end den øvrige neurotypiske befolkning. Studier viser, at angst forekommer hos 10-30% af personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse – forekomsten af angst stiger yderligere hos personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse, hvis de samtidig har ASF. Årsagen er ofte en kombination af biologiske, kognitive og sociale faktorer. Mange oplever, at hverdagen rummer flere situationer, hvor man føler sig utryg, mister overblik eller ikke kan kontrollere, hvad der sker — forhold, der let kan udløse eller vedligeholde angst.
Hvordan angsten viser sig, hænger tæt sammen med funktionsniveau. Ved lettere intellektuelle udviklingsforstyrrelser ses ofte generaliseret angst, panikangst eller agorafobi, mens enkeltfobier er hyppigere ved sværere grader eller ved kombinationen med ASF. For nogle er det tydeligt, hvad der udløser uroen, mens andre udtrykker angsten gennem ændret adfærd, f.eks. tilbagetrækning, øget irritabilitet eller ændrede søvnmønstre.
Udredning kan være udfordrende, fordi begrænsede sproglige færdigheder og vanskeligheder med at bearbejde information gør det svært at beskrive tanker og følelser. Desuden kan angstsymptomer blive overset eller fejltolket som en naturlig del af den intellektuelle udviklingsforstyrrelse — et fænomen kendt som “diagnostic overshadowing”. Derfor er det afgørende at kombinere grundige observationer med viden fra både pårørende og fagpersoner, der kender personen godt, for at få et præcist billede af situationen.
