Problemskabende adfærd hos personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse 

Problemskabende adfærd dækker over mange forskellige typer af adfærd f.eks. selvskadende eller udadreagerende adfærd. Fælles for den problemskabende adfærd er dog, at adfærden er til gene eller fare for persen selv eller for andre. 

 

Forståelse for og håndtering af problemskabende adfærd 

Problemskabende adfærd er adfærd, der falder udenfor de normer, der er blevet skabt i et samfund, og er kendetegnet ved, at adfærden er til gene eller fare for personen selv eller andre. Eksempler på problemskabende adfærd kan være verbale trusler, ildspåsættelse eller at slå sit eget hoved mod en væg. 

Hos mennesker med intellektuel udviklingsforstyrrelse er problemskabende adfærd ofte uundgåelig grundet deres vanskeligheder med at forstå situationer og kontrollere impulser. For høje krav kan nemt udløse problemskabende adfærd, da den manglende evne til at leve op til kravene kan føre til frustration og magtesløshed. 

Det er vigtigt at skelne mellem farlig adfærd, som kræver øjeblikkelig indgriben, og mindre farlig adfærd, som kan håndteres med en langsigtet strategi. Voldsom adfærd som slag eller spark kræver hurtig handling, mens andre former, som f.eks. ekstrem brug af skældsord kan tackles mere gradvist. En langsigtet tilgang kan indebære at tilpasse omgivelserne og reducere stressfaktorer, så adfærden gradvist mindskes. 

 

Mennesker der kan opføre dig ordentligt, gør det 

Det er vigtigt at huske, at mennesker der kan opføre sig ordentligt, gør det. Nøgleordet her er ’kan’, for det handler om evne og ikke vilje. Forstået på den måde, at det ikke er med dårlige intentioner, at personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse i omgivelsernes øjne opfører sig problematisk. Den problemskabende adfærd skal derimod ses som, at en person kommunikerer, at vedkommende er i mistrivsel. Her er det omgivelsernes ansvar at forsøge at hjælpe personen med den problemskabende adfærd at hjælpe dem ud af mistrivslen, så de dermed også kan hjælpe dem ud af den problemskabende adfærd.

 

Læs mere om de forskellige typer af problemskabende adfærd herunder:

Udadreagerende adfærd

Udadreagerende adfærd hos personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse opstår ofte som en reaktion på en uoverensstemmelse mellem personens evner og andres krav til vedkommende. Den udadreagerende adfærd kan bl.a. inkludere fysiske overfald, verbale trusler eller råben.

Selvskadende adfærd

For personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse kan selvskadende adfærd fungere som en måde at håndtere stress og følelsesmæssigt pres, da den fysiske smerte midlertidigt kan flytte opmærksomheden væk fra den psykiske smerte.

Seksuelt krænkende adfærd

Personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse kan utilsigtet overskride andres seksuelle grænser. Dette omfatter alle uønskede verbale eller fysiske seksuelle tilnærmelser og kan skyldes, at funktionsnedsættelsen påvirker forståelsen af sociale og seksuelle normer.

Kriminel adfærd

Indimellem begår personer med intellektuel udviklingsforstyrrelse kriminalitet, der fører til en dom. Da deres kognitive niveau gør, at de ikke anses for egnede til almindelig straf, kan retten i stedet idømme en foranstaltningsdom, som tager højde for deres behov og situation. 

Stimming: selvstimulerende adfærd

Stimming er selvstimulerende adfærd, hvor personer med autismespektrumforstyrrelser eller andre neurologiske/sensoriske forstyrrelser regulerer sanseindtryk, følelser og stress gennem gentagne bevægelser, lyde eller handlinger.