Borgere med udviklingshæmning har krav på at udfolde deres seksualitet, idet alle mennesker – uanset alder og eventuelt handicap – har et basalt behov for intimitet, varme og kontakt. Seksualitet er en naturlig del af livet og et grundlæggende fysiologisk behov, og hvordan den enkeltes behov dækkes, varierer fra menneske til menneske. Personer med udviklingshæmning kan have specifikke fysiske og kognitive problemstillinger i forhold til deres seksualitet, og derfor er det vigtigt, at fagpersonale kan tilbyde rådgivning og støtte ved eventuelle udfordringer.
Seksualitet som juridisk rettighed
Mennesker med fysiske eller psykiske handicap har de samme grundlæggende rettigheder
som alle andre. FN’s standardregler fremhæver, at mennesker med handicap ikke må nægtes mulighed for at opleve egen seksualitet, at have seksuelle forhold og at blive forældre. Derudover skal de have adgang til svangerskabsforebyggende midler og til oplysning om deres seksuelle funktion. FN’s handicapkonvention tydeliggør endvidere alles ret til at træffe egne valg og har fokus på privatlivet samt krav om oplysning om/undervisning i forplantning og familieplanlægning.
Håndbog for fagpersoner
Socialstyrelsens publikation ”Seksualitet på dagsordenen. En håndbog om professionel støtte til voksne med funktionsnedsættelse” giver fagprofessionelle konkrete redskaber til at støtte og rådgive mennesker med handicap i forhold til deres seksualitet. Inden for lovens rammer skal dette løses professionelt, etisk forsvarligt og med respekt for borgerens integritet og ret til selvbestemmelse. Håndbogen afdækker, hvordan der kan ydes støtte og rådgivning til voksne med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, beskriver de rammer, som fagpersonale og borgerne kan være trygge ved at give og modtage hjælp i, og angiver de pædagogiske retningslinjer for vejledning, støtte og kommer med konkrete metoder og redskaber til at arbejde med seksualitet på bosteder.
Fagpersonens rolle
Idet mennesker med funktionsnedsættelser har krav på støtte til seksualitetsrelaterede udfordringer, har det stor betydning, at fagpersoner forholder sig professionelt til andres seksualitet og ikke ignorerer eller afviser spørgsmål om seksualitet, idet en borger måske ikke vil bede om hjælp en anden gang og udvikle problemer. Der kan også være behov for en faglig vurdering af, om en borger i bestemte situationer har brug for professionel støtte til udfordringer vedrørende seksualitet. I en travl dagligdag kan seksualitetsrelaterede spørgsmål og behov ofte stå i skyggen af andre opgaver, som synes mere vigtige, og emnet kan være enormt tabubelagt og følsomt at tale om. Fagpersoner kan blive nervøse for, hvad borgere og kolleger tænker, når der tales om sådanne emner og om de er kompetente nok til at vejlede om seksualitet. Mennesker med udviklingshæmning er afhængige af støtte og rådgivning for at kunne udvikle sig og have et seksualliv, og derfor er det vigtigt, at de kan få den nødvendige hjælp på bosteder og at det gøres til et naturligt samtaleemne, så berøringsangst og usikkerhed reduceres.
Anbefalinger til kommunikation
Mimik, tonefald og kropssprog har en uvurderlig betydning for kommunikation mellem mennesker, og det er vigtigt, at fagpersoner er åbne i deres samtaler om seksualitet med borgerne. Håndbogen giver følgende anbefalinger til samtaler vedrørende seksualitet:
- Samtaler bør bygge på gensidig tillid og respekt for den andens livssituation, kultur, følelser og grænser.
- Fagpersoner bør være bevidste om at bruge udtryk og vendinger, som borgeren kender og ikke oplever som krænkende.
- Fagpersoner bør være bevidste om deres spørgeteknik og om, hvordan de responderer på en andens kommunikation.
- Fagpersoner bør spørge ind til det, de hører, for derved at sikre, at de har den samme opfattelse af situationen som borgeren.
- Fagpersoner bør tage sig god tid og ikke afbryde samtalen på et tidspunkt, hvor den reelt ikke er færdig.
- Der bør følges op på samtalen på et senere tidspunkt, idet der efterfølgende kan dukke nye spørgsmål op.
Det varierer fra borger til borger, hvilken information, rådgivning og støtte, der er brug for. Nogen lever et helt liv uden eller med lidt støtte, andre har i perioder har brug for information og rådgivning, mens nogen har brug for konkret og handlingsorienteret seksualoplæring. Det er ligeledes forskelligt, om borgere har behov for individuel vejledning eller gruppeforløb og om det skal foregå skriftligt eller mundtligt. Det kan også være nødvendigt at inddrage partneren eller nærmeste pårørende ved særlige udfordringer. Det overordnede mål bør være, at borgeren selv bliver i stand til at praktisere sin seksualitet eller selv at kunne definere, hvad han elle hun ønsker hjælp til. Fagpersoner bør eksempelvis kunne:
- Lytte aktivt til tanker, problemer og behov i forhold til seksualitet og gennem dialog hjælpe med
at se muligheder og finde løsninger. - Vejlede om kroppen, følelser, kærester, sex og grænsesætning m.v.
- Rådgive om den aktuelle funktionsnedsættelses konsekvenser for seksuallivet, og hvad der kan
gøres for at afhjælpe problemerne. - Rådgive om prævention. Anvendelse af forskellige former for pjecer, billeder, videoer m.v. i vejledningen kan være relevant.
- Rådgive om – og evt. fremvise – forskellige typer af hjælpemidler.
- Informere om, at nogle former for medicin kan have konsekvenser for seksuallivet.
- Rådgive om onani, samleje m.v.
- Informere om seksuel mangfoldighed (heteroseksualitet, homoseksualitet etc.)
- Informere og vejlede en eventuel partner.
Nogle borgere har brug for mere viden eller hjælp fra andre end fagpersonerne på bostedet, og det kan være nødvendigt at inddrage eksempelvis læger, psykologer, sexologer eller seksualvejledere. Der kan fx være behov for vejledning om hjælpemidler, stillinger osv., som muliggør et seksualliv trods handicap.
Forebyggelse af grænseoverskridende seksuel adfærd og overgreb
Hos nogle borgere kan udviklingshæmning kan føre til en uacceptabel seksuel adfærd, som omgivelserne anser som problemskabende og grænseoverskridende. Det kan fx være, når et menneske onanerer offentligt, går rundt i undertøj i fællesområder eller offentlige rum eller når en borger bruger fysiske eller verbale tilnærmelser til andre. I nogle tilfælde kan borgere udvise ulovlig seksuel adfærd (fx seksuelle overgreb). Derfor er det vigtigt, at fagpersoner kan rådgive om, hvad der generelt opfattes som acceptabel og uacceptabel seksuel adfærd, og de skal hjælpe borgeren med at lære sine egne og andres grænser at kende samt hvordan man undgår at støde andre. Ud over rådgivning er der ofte behov for konkrete handlinger. Det kan fx være at lære borgeren, at der kun må onaneres i egen bolig eller anvise, hvor man kan gå rundt i undertøj uden at støde andre. Der kan også være behov for at søge hjælp hos læger, sexologer, psykologer, seksualvejledere eller andre specialister, som med deres faglighed kan hjælpe med at sætte retningen for nye handlinger eller igangsætte en behandlingsindsats.
Fagpersonens dilemmaer
Som fagperson kan støtte og hjælp til seksualitet være en vanskelig opgave, når mennesker udviser afvigende, uhensigtsmæssig og problematisk seksuel adfærd. Fagpersoner kan føle sig splittede mellem at hjælpe og støtte borgere med udviklingshæmning i deres seksuelle adfærd og at skulle beskytte andre beboere, sig selv, kolleger og det omgivende samfund mod, at disse mennesker begår seksuelle krænkelser eller overgreb. Det kræver derfor en hårfin balance at skulle forebygge, at mennesker udviser krænkende adfærd og samtidigt skulle beskytte det omgivende samfund. Når borgere udviser trang til at realisere eller er villige til at omsætte ulovlige seksuelle fantasier, navigerer fagprofessionelle pludselig i et spændingsfelt mellem straffeloven og serviceloven, og det kan rejse mange dilemmaer. Hvis en borger udviser ulovlig seksuel adfærd, er det vigtigt at kontakte politiet samt at søge specialbistand hos psykologer eller tilsvarende fagpersoner med henblik på at vurdere behovet for en behandlingsmæssig indsats.
