Selvskadende adfærd kommer ofte til udtryk hos mennesker med udviklingshæmning og udviklingsforstyrrelser, særligt hos unge piger. Definitionen på selvskade er, at en person intentionelt påfører sig selv fysisk eller psykisk skade. Den selvskadende adfærd kan forstås som en coping- eller mestringsstrategi, som gør, at stresstilstande på kort sigt lempes, men den løser ikke de bagvedliggende problemer og kan gøre det indre følelsesmæssige kaos endnu større, idet andre ofte ikke forstår signalet bag adfærden.
Former for selvskade
Der kan overordnet skelnes mellem direkte og indirekte selvskade. Den direkte selvskade kan eksempelvis være:
- at bide negle eller neglebånd.
- at pille neglebåndene i stykker, så der opstår små sår.
- at bide sig i hånden eller armen.
- at skære sig i håndleddet og andre steder på kroppen.
- at trække hår ud.
- at slå hovedet ind i væggen.
- at brænde sig selv med cigaretter.
- at pille sig i et sår.
Den indirekte selvskade kan bl.a. være misbrug af stoffer og medicin, overspisning, spiseforstyrrelser, risikobetonet adfærd eller overdreven købetrang, og den giver en høj risiko for utilsigtede langtidskonsekvenser. Den mestringsorienterede selvskade har som regel ikke selvmord som formål, men hvis en person forsøger selvmord ved fx overdosis af medicin, strangulering eller udspring fra store højder, er der derimod tale om suicidal selvskade, og den adskiller sig ved, at den ikke beroliger.
Årsager til selvskade
Når det følelsesmæssige ubehag bliver for voldsomt, kan selvskade blive brugt som en slags coping- eller mestringsstrategi for at dæmpe uhåndterbare og ubehagelige følelser samt indre stresstilstande, og den fysiske smerte kan bevirke, at den indre psykologiske smerte overdøves midlertidigt. I den forbindelse står den kontrollerbare fysiske smerte i stærk modsætning den ukontrollerbare psykiske smerte, og det kan give mennesker en følelse af kontrol over situationen, selvom de bagvedliggende årsager ikke forsvinder. Derudover kan mennesker, der har udfordringer med at rumme og bearbejde deres følelser samt mentalisere (evnen til at forstå sin egen og andres mentale tilstande) blive selvskadende, da de kan have vanskeligt ved at håndtere uudholdelige følelser og stresstilstande.
Udviklingshæmning kan være risikofaktor
Idet mennesker med udviklingshæmning har begrænsede kognitive ressourcer, kan det være vanskeligt for dem at mentalisere, dvs. at forstå årsagerne til deres og andres følelser og handlinger, samt at regulere deres følelser. I praksis vil det sige, at de kan have udfordringer med at forstå sammenhængen mellem deres egen eller andres adfærd samt de bagvedliggende følelser og intentioner. Når der ikke kan laves denne form for kobling i hjernen, kan mange mennesker med udviklingshæmning finde på at regulere følelser og stresstilstande fysisk i form af selvskade, når der eksempelvis føles angst for svigt og afvisning, ensomhed eller vrede. Den nedsatte evne, som mange udviklingshæmmede har til impulskontrol, kan endvidere spille en rolle i forhold til selvskade, idet den betyder, at de vil reagere mere impulsivt med fysisk affektregulering som fx selvskade.
Betydningen af traumer og usikker tilknytning
Selvom udviklingshæmningen i sig selv kan have betydning i forhold den nedsatte evne til at regulere sine følelser og undgå impulshandlinger som selvskade, kan tidligere traumer og en usikker tilknytning til sine omsorgspersoner i de tidligere barndomsår også have betydning i forhold til selvskade. Blandt mennesker med udviklingshæmning er der en overrepræsentation af traumer, belastninger og usikre tilknytninger i forhold til andre familier, hvilket også kan spille en rolle i forhold til en nedsat evne til at regulere følelser og at forstå sin egen og andres følelsesmæssige tilstande. Med andre ord er der tre faktorer, som gør, at mennesker med udviklingshæmning kan være særligt disponeret for selvskade, nemlig udviklingshæmningen i sig selv, den manglende impulskontrol samt tidligere barndomstraumer og en usikker tilknytning. Disse faktorer kan alle sammen påvirke det limbiske system i hjernen, så de let bliver stressede og har vanskeligt ved at regulere stressen ned igen – og her blive selvskade ofte brugt som et middel til at stoppe følelsesmæssig uro.
Forebyggelse af selvskade
Der kan arbejdes terapeutisk med den selvskadende adfærd hos en psykolog med speciale i målgruppen, hvor der gennem kædeanalyser af episoder med selvskade arbejdes med at gøre borgeren bevidst om tanker, følelser og handlinger bag den selvskadende adfærd. I den forbindelse bør der fokuseres på både konkrete episoder med selvskade og mønstrene i dem, og her er det vigtig at hjælpe borgeren med mentaliserende forklaringer – eksempelvis komme med forklaringer på den følelsesmæssige uro; fx at kæresten ikke ville ses eller kysse, fordi han måske er træt efter en lang dag, og at det ikke er fordi, han har fundet en anden eller vil gøre det forbi. Her er spørgsmål som ”hvad skete der?”, ”hvad tænkte du?”, ”hvad følte du?” gode til at spejle situationen for borgeren. Det er vigtigt, at personalet tæt på borgeren inddrages i et sådant forløb, så det får den nødvendige indsigt i borgerens reaktionsmønstre og følelsesliv og kan hjælpe med at forebygge selvskadende hændelser og affektregulere i en presset situation. I den kontekst er det en god idé, at personalet afsætter tid ugentligt til at tale med borgeren – uanset om, der er noget at tale om, så vedkommende føler sig hørt og ikke skal reagere med selvskade for at få opmærksomhed. På denne måde lærer beboeren, at der kan tales om den psykiske smerte frem for at regulere den med selvskade.
Reducér belastningsfaktorerne
Det er ikke alle mennesker med udviklingshæmning, som er i stand til at deltage i et forløb med en psykolog, hvis de eksempelvis har en svær funktionsnedsættelse eller har en høj smertetærskel. Her giver det bedre mening at arbejde med årsagerne til den selvskadende adfærd og at reducere de belastningsfaktorer, som udløser den selvskadende adfærd. Det kan fx være at reducere situationer, hvor borgeren føler stress, ensomhed, frustration eller vrede. Dette forudsætter, at der laves en afdækning af personen i forhold til, hvilke situationer, der udløser følelsesmæssig stress. Derudover bør der skabes rogivende rammer og benyttes værktøjer, som ikke medvirker til at øge borgerens affekt. Det kan eksempelvis være at reagere behersket, at undgå øjenkontakt, fysisk markering og berøring i risikosituationer, at respektere det personlige rum, at sætte sig ned, at tale roligt, at udskifte personale i konfliktsituationer, at give efter, at vente eller at aflede.
